Nyt køkken


Vores genbrugskøkken, der blev installeret i 1985, var ved at falde fra hinanden. Derfor har vi i de sidste år talt om at få et nyt.

I løbet af foråret fik Helle og Bitten slået nogle streger på et papir, og med Poul DJ som primus motor, kom der gang i projektet. Økonomisk har vi heldigvis god støtte fra det store arbejde, der gøres på loppemarkedet.

Nedrivning

I slutningen af juni var vi klar til at sætte igang. Helle og Lasse tømte køkkenet mens ulvene holdt deres sommerafslutning. Lørdagen efter rykkede Kuzkøerne (roverklanen) ind med det store værktøj og rev det gamle køkken ud. (På trods af deres ihærdige indsats havnede hele gulvet ikke nede i kælderen 🙂

Opbygning

Nu var rummet klar til den nye indretning. Poul DJ og Finn fik samlet alle skabene, så de var klar til at sætte på plads. Imens fik elektrikere og VVS’ere trukket ledninger og rør, dørene blev tilpasset, før malerne kunne give hele rummet (og entréen) en ordentlig omgang.

Vi havde hyret Træsplinten, hvor Annas far arbejder, til at montere køkkenet, og det kom næsten på plads i den sidste uge af skolesommerferien.

Til arbejdsdagen d. 22. august er der altså god brug for hænder til at få fyldt skabene op, så køkkenet er klar til efterårets spejdermøder, weekender og loppemarkeder.