Troppens sommerlejr 2025


En uge fuld af eventyr på Houens Odde

I en uge fyldt med spænding, fællesskab og uforglemmelige oplevelser, drog tropsspejderne fra Klausdal mod det smukke Houens Odde Spejdercenter. Fra søndag morgen til fredag eftermiddag var vi sammen om at skabe en lejr, der står som et lyst minde for os alle.

Ankomst og opbygning af lejren
På vores ankomstdag, efter en tur med toget, var vi klar til at etablere vores base på pladsen. Spisebordet, teltene, køkkenborgen og et stativ til hængekøjerne blev hurtigt sat op. Før vi vidste af det, stod vi over for en velfortjent aftensmad: pasta med kødsovs. Aftenen sluttede med lejrens åbningsbål, der bød på underholdning fra en smart chocolatier, en sliksang og noget med hængende ører.

Krabbefiskeri og en flydende shelter
Mandag bød på et orienteringsløb for at lære Odden at kende, efterfulgt af et særdeles succesfuldt krabbefiskeri. Dagen blev toppet med en uforglemmelig tur i kanoer, hvor vi padlede ud til den flydende shelter – to shelters på en ponton. Det var en brandhyggelig aften, og det gav os en helt unik naturoplevelse.

Kajakker, kreative udfordringer og vandretur
Tirsdag stod i teambuildingens tegn med aktiviteter for hele lejren, og om eftermiddagen kastede vi os ud i sit-on-top-kajakker. Sjovt og udfordrende, men ingen fra Klausdal kæntrede! Onsdag udforskede vi havbunden i gennemsigtige glaskanoer, før vi begav os til Mosehuset, hvor kreativiteten blomstrede med knytning, læderarbejde og filtning. Aftenen blev afsluttet med et aftenløb, der summede af aktivitet over hele lejren.

Torsdag var dagen for vores hike. Med madpakker og vand i taskerne vandrede vi de 17 km til Trapholt Kunstmuseum under en strålende sol. Undervejs passerede vi Koldingfjord Hotel og holdt frokostpause på en designerbadebro, hvor tre af os tog en hurtig dukkert. På Trapholt oplevede vi Kviums værker og andre spændende udstillinger. Med lidt ømme ben, men fyldt med indtryk, vendte vi tilbage til lejren.

Afsked og hjemrejse
Fredag var det tid til at pakke sammen. Lejren blev effektivt revet ned, og vi kørte til Kolding, hvor vi spiste vores sidste frokost sammen i Legeparken, før vi tog toget hjem mod Sjælland. Trods de mange indtryk faldt ingen i søvn på turen hjem, men vi er sikre på, at alle sov rigtig godt i deres egne senge den aften.

En stor tak til alle for en fantastisk tur.

Spejderhilsner fra tropsledelsen, Helle, Mikkel og Charlotta.